Referat fra generalforsamling i Grundejerforeningen Bokærgård
Tid: lørdag den 5. juli 2025 kl. 10.00
Sted: Stenstrup Forsamlingshus, Stenstrupvej 41, Stenstrup, 4573 Højby
Referent: Per Ole Front
15 personer var mødt op til generalforsamlingen, heraf 10 med stemmeret.
_____________________________________________
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
Per Ole Front, Jættestuevej 10C, blev foreslået som dirigent og valgt.
Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og indeholdt de foreskrevne punkter.
2. Beretning fra bestyrelsen v/formanden og kassereren
SAGT står for Sammenslutningen Af Grundejerforeninger i Trundholm – en af 3 sammenslutninger i Odsherred kommune. SAGT er blevet sammenlagt med naboforeningen i Dragsholm SAGD med virkning fra 1. september 2025. Per Ole er nyvalgt formand for SAGT.
SAGT følger arbejdet i Odsherred Kommunes byråd, politiske udvalg m.fl. og er opmærksom på udviklingen i kommunen indenfor de områder, som har sommerhusejernes interesse.
Mere om SAGT kan ses på sagt-odsherred.dk, hvor også seneste beretning kan læses.
Formanden fortalte om bestyrelsens arbejde gennem året.
Focus har overvejende været på vedligeholdelse af vejene. Foreningen samarbejder med tre andre grundejerforeninger i Jættestuens Vejlaug om vedligeholdelse af vejene i området omkring Jættestuevej.
Lynggærdevejens vejlaug har hovedistandsat vejen – en strækning på 650 m – for omkring 108.000 kr. Hver grundejer har betalt ca. 2.000 kr. Bestyrelsen vil holde øje med hvor længe vejen holder inden den skal istandsættes igen for at vurdere om vi eventuel skal gå samme vej mht. vedligeholdelse af vores veje.
Bestyrelsen vil på opfordring fra forsamlingen arbejde for at de 4 grundejerforeninger i vejlauget lægges sammen.
Kloakering berører stadig mange medlemmer, både ift. status på tilslutninger og fremtidige planer. Foreløbig er kloakeringen stillet i bero. SAGT holder løbende kontakt med Odsherred Forsyning og kommunen for at sikre gennemsigtighed og rimelighed i planlægningen.
Skraldespandene pynter ikke i sommerhusområdet og betyder også øget slid på vores veje. SAGT ser frem til at ordningen evalueres. I mellemtiden vil opfordres til at så mange som muligt etablerer nabo/fælles løsning for at minimere antallet af beholdere.
Et kommuneplantillæg vedr. store sommerhuse og placering af energianlæg har været i offentlig høring. SAGT indsendte ikke et høringssvar, men vi opfordrer som andre til forsigtighed med overturistificering og til at værne om natur og naboskab.
Stigende nedbør og ændret klima har ført til stigende problemer med vand på grundene. SAGT har besluttet, at grundejerforeninger kan søge støtte på op til 150.000 kr. til projekter, der fremmer lokal afvanding og klimatilpasning. Kommunens vandteam har skrevet et længere svar på nogle spørgsmål fra en arbejdsgruppe nedsat af SAGT, som giver et godt overblik over love og regler på området. Svaret er lagt på SAGTs hjemmeside.
Problemerne med hastighed, tung trafik og utryghed på vejene i sommerhusområder er stadig udbredte. SAGT gennemførte sidste år en spørgeskemaundersøgelse i alle 3 sammenslutninger. Resultaterne har dannet baggrund for en rapport, der er sendt til og drøftet med kommunens Klima- og Miljøudvalg i april i år. SAGT fremsatte ønske om at blive inddraget når kommunens vejplan fra 2017 forhåbentlig snart skal revideres.
Fra GHT-vandværk kunne Per Ole fortælle at vandværket nu er slået sammen med Lumsås Vandværk. Desuden at der i sidste år er blevet lagt nye vandledninger på Runedalen og Stendyssevej og at flere har fået flyttet deres målebrønd. Udgiften har været omkring 25.000 kr. pr. grund, som betales af vandværket.
Formanden sluttede af med at fortælle at grundejerforeningen næste år har 60 år jubilæum. Bestyrelsen vil overveje hvordan det skal fejres. Gode ideer er velkomne. Skriv til formanden på hjemmesiden.
3. Regnskab 2024, budget 2026 og fastsættelse af kontingent 2026
Kassereren Per Ole gennemgik det reviderede regnskab for 2024, som udviste et underskud på kr. 10.005,45 eller et par tusinde kr. mindre end budgetteret. Formuen er herefter ca. 30.000 kr. Budgettet for 2025 udviser et yderligere planlagt underskud på ca. 13.000 kr. Herefter vil formuen være faldet til ca. 17.000 kr. mod ca. 50.000 kr. ved udgangen af 2018.
Kontingentet har været uændret i mere end 15 år og da priserne på vejvedligeholdelse fortsat stiger indstillede bestyrelsen en kontingentforhøjelse i 2026 på 100 kr. til 400 kr. om året og annoncerede en yderligere stigning i 2027 for at skabe balance i budgettet og en mindste formue på omkring 10.000 kr.
Regnskab og budget udsendes med referatet. Begge dele kan også ses på foreningens hjemmeside https://www.bokaergaard.dk/regnskab/
4. Indkomne forslag
Der var ikke indkommet forslag.
5. Valg til bestyrelsen
På valg var:
a. Per Ole Front, kasserer, Jættestuevej 10C genopstiller
b. Niclas Debes, næstformand, Jættestuevej 10 B genopstiller
c. Bestyrelsessuppleant
Per Ole og Niclas blev valgt.
Anne Agersnap, Runedalen 14 stillede op til suppleantposten og blev valgt.
6. Eventuelt
Per Ole opfordrede de fremmødte til at støtte op om vores lokale forsamlingshus. Huset er opført i 1880 og fredet. Frivillige sørger for vedligeholdelse og aktiviteter. Foreningen bag har netop fået støtte fra Nordea-fonden på næste 300.000 kr. som bl.a. skal gå til et LAR-projekt. LAR står for Lokal Afledning af Regnvand. For nogle år siden blev gulvet i huset ødelagt pga. oversvømmelse. Projektet skal sikre at det ikke sker igen ved at lede vand fra de højere liggende arealer i forbindelse med skybrud under Stenstrupvej til nogle markdræn og derfra videre ud til Sejerøbugten. Projektet gennemføres hurtigst muligt.
Formanden takkede herefter forsamlingen og ophævede generalforsamlingen.
Generalforsamlingen i 2026 afholdes som udgangspunkt lørdag den 4. juli kl. 10.00 i Stenstrup Forsamlingshus.
Bestyrelsen vil se på om generalforsamlingen skal flyttes til et andet tidspunkt bl.a. for at få flere også yngre til at komme.
21. juli 2025
Jens E Pedersen Per Ole Front
Formand Kasserer